Torben Lundsted - En dialog med mig selv
Fernisering lørdag d. 4. marts 2017 kl. 14:00
Kunstneren vil være til stede
Udstilingen er arrangeret af Korsør Kunstforening
Torben Lundsted - grafiker og tegner
- | Medlem af Billedkunstner Forbundet og Danske Grafikere. |
- | Uddannet fra Århus Kunstakademi og Skolen for Brugskunst (Designskolen) |
- | Tilknyttet Kunstnerværkstedet Kabeldepotet, Korsør, Fyns Grafiske Værksted og Grafisk Værksted Næstved. |
Siden 1983, hvor jeg afsluttede min uddannelse som grafiker og tegner, har jeg overejende arbejdet med sort/hvid grafik - stregætsning, akvatinte og fotogravure.
Et arbejde der bl.a er kommet til udtryk i serierne: Døden, Når elefanterne slås, er det græsset, der bliver trådt ned og Mellemrum (om kommunismens fald i de østeuropæiske lande).
Efter mange år udelukkende med sort/hvid grafik indfandt farverne sig i mine værker, dog altid i afdæmpede jordfarver. Dette eksemplificeret i serierne: Troldene fra Halsskov, Landskab fra en svunden tid og Forskellige ansigter.
Seneste skud på stammen af grafiske værker blev skabt i forbindelse med Fyns Grafiske Værksteds 40 års jubilæumsudstilling - Den Sorte Skole. En udstilling af værker der relaterer sig til den sorte farve. Den sorte farve, som med trykkekunstens opfindelse i 1400 - tallet blev grafikkens særkende. Ringen blev sluttet, og jeg var tilbage i det sort/hvide arbejde.
Drømmeland tur/retur - i dialog med mig selv
Udstillingen i Kongegården Korsør er en videreudvikling af de værker, jeg udstiller i Den Sorte Skole. Et nærstudie af den sorte farves mange nuancer.
De mange timer ved trykpressen og titlen Den Sorte Skole fremkaldte erindringsbilleder fra en svunden tid. Erindringer fra dengang jeg som barn i 1950'erne og 60'erne sad på skolebænken i “den sorte skole”. Dengang hvor en lussing og en eftersidning var svaret, når et skolebarn ikke mestrede kunsten at stave rigtigt.
Som ordblind i denne 'sorte skole' var der ofte brug for at drømme sig væk. Drømme om at være med i den verden, der udspandt sig udenfor klasseværelsets vinduer.
Deraf opstod serien Drømmeland tur/retur.
Velkommen til udstillingen Drømmeland tur/retur - i dialog med mig selv.
Filer til download:
Ferniseringsinvitation (.pdf)