Grønland NU
Fernisering lørdag d. 2. marts 2019 kl. 14:00
Flere kunstnere vil være til stede og Kunstforeningernes Dag fejres.
Udstilingen er arrangeret af Korsør Kunstforening
Udstillingen 'Grønland nu' består af forskellige kunstneriske udtryk: grafik, maleri, keramik, skulptur og fotografi, skabt af 9 grønlandske og danske kunstnere: Naja Abelsen, Gukki Nuka, Kristine Markussen, Kirsten Klein, Jørn Bork, Kristian Mainz, Linda Riber, Morten Hilmar og Rikke Diemer. Temaet er Grønland i bred forstand, set og fortolket med nutidens øjne. Natur, kultur, tradition og menneskeliv, som det opleves af samtidens kunstnere.
Udstillingen er etableret af Morsø Kunstforening og vises på 8 udstillingssteder bl.a. Frederikshavn Kunstmuseum, Himmerlands Kunstmuseum og Vestjyllands Kunstpavillon. Korsør Kunstforening modtager udstillingen fra Kolding Kunstforening. Efter visningen i Kongegaarden sendes den videre til Albertslund Kunstforening.
De udstillede værker spænder over mange billedkunstneriske udtryk. Udstillerne bor i Danmark. Men de har alle deres rødder i eller en stor del af deres inspiration fra Grønland. Netop fordi de ikke er bosiddende i Grønland, reflekterer de i deres kunst den bearbejdede erindring, oplevelse eller de naturindtryk, der ikke slipper én, hvis man har været i eller er født i Grønland. Samtidig er de i dagligdagen en del af en anden kultur, og det er blandt andet det spændingsfelt, vi har været optaget af at give udstillerne mulighed for at udfolde. Dermed vil udstillingen lægge op til en vigtig diskussion om begrebet kulturel tilegnelse, der nu og fremover helt sikkert vil blive en vigtig del af kunstdebatten.